- Project Runeberg -  Bibelen /
5. Mosebog 21

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

5.Mosebog 21

  1.  Når man i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje, finder en
      liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået
      ham ihjel,
  2.  da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de
      Byer, som ligger rundt om den dræbte.
  3.  Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den
      dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller
      båret Åg,
  4.  og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med
      stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen
      skal de sønderbryde Nakken på Kvien.
  5.  Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har HERREN
      din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i HERRENs
      Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der
      vedrører Legemsskade, afgøres
  6.  og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte,
      skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt
      i Dalen,
  7.  og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore
      Øjne har ikke set det!
  8.  Tilgiv, HERRE, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit
      Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der
      skaffes dem Soning for Blodskylden.
  9.  Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig
      vel, når du gør, hvad der er ret i HERRENs Øjne.

 10.  Når du drager i Krig mod dine Fjender, og HERREN din Gud giver
      dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem
 11.  og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får
      Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte,
 12.  da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår
      af, skære sine Negle,
 13.  aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og
      græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og
      ægte hende, så hun bliver din Hustru.
 14.  Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du
      må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod
      hende, eftersom du har krænket hende.

 15.  Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han
      tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og
      den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn,
 16.  så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke
      give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den
      førstefødte, den tilsidesattes Søn.
 17.  Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn,
      som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer;
      thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er
      Førstefødselsretten.

 18.  Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde
      sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder
      dem,
 19.  så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de
      Ældste i hans By og til Porten der
 20.  og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og
      genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og
      Drukkenbolt."
 21.  Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således
      skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre
      det og gribes af Frygt.

 22.  Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med
      Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ,
 23.  så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du
      skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse,
      og du må ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud vil give
      dig i Eje.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:56 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/05_21.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free