- Project Runeberg -  Bibelen /
Josua 1

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Josua 1

  1.  Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's
      Medhjælper Josua, Nuns Søn:
  2.  "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk
      og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem,
      Israeliterne.
  3.  Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede
      Moses.
  4.  Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele
      Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders
      Landemærker nå.
  5.  Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde
      Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg
      vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
  6.  Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i
      Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
  7.  Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter
      hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til
      højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt,
      hvad du tager dig for.
  8.  Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over
      den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad
      der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd,
      og Lykken vil følge dig.
  9.  Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og
      bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad
      du tager dig for!"

 10.  Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:
 11.  "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om
      tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage
      det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i
      Eje!"
 12.  Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde
      Josua:
 13.  "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde:
      HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet
      her!
 14.  Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav
      eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet
      drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
 15.  indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når
      også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud
      vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage
      det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå
      hinsides Jordan!"
 16.  Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre,
      og vi vil gå overalt, hvor du sender os;
 17.  som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun
      HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
 18.  Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder
      dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og
      uforsagt!"


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:56 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/06_01.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free