- Project Runeberg -  Bibelen /
1. Samuel 19

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

1.Samuel 19

  1.  Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå
      David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David.
  2.  Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står
      dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold
      dig skjult!
  3.  Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der,
      hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker
      noget, vil jeg lade dig det vide."
  4.  Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham:
      "Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke
      forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig
      meget;
  5.  han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav hele
      Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover;
      hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David
      uden Grund?"
  6.  Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERREN
      lever, han skal ikke blive dræbt!"
  7.  Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og
      Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.

  8.  Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og
      tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham.
  9.  Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad i
      sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene,
 10.  søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg
      til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David
      flygtede og undslap.
 11.  Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og
      dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og
      sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i
      Morgen!"
 12.  Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort
      og undslap.
 13.  Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et
      Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe.
 14.  Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han
      er syg."
 15.  Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde:
      "Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!"
 16.  Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der
      lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet.
 17.  Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset
      og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede
      Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig
      ihjel!"

 18.  Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik
      han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort
      imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot.
 19.  Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama,
 20.  sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren
      i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd
      over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk
      Henrykkelse.
 21.  Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de
      faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af
      Sted; men også de faldt i Henrykkelse.
 22.  Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på
      Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor
      er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!"
 23.  Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over
      ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede
      Najot i Rama.
 24.  Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse
      foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den
      Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul
      iblandt Profeterne?"


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:58 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/09_19.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free