Bibelen / 1. Samuel 26 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

1.Samuel 26

  1.  Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke David holder
      sig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!"
  2.  Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3000 udsøgte Mænd
      af Israel for at søge efter David i Zifs Ørken;
  3.  og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen,
      medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saul
      var draget ind i Ørkenen for at forfølge ham,
  4.  udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til
      Nakon.
  5.  Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havde
      lejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hans
      Hærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og
      hans Folk var lejret rundt om ham.
  6.  Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek og til Joabs
      Broder Abisjaj, Zerujas Søn: "Hvem vil følge mig ned til Saul i
      Lejren?" Abisjaj svarede: "Det vil jeg!"
  7.  Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå og
      sov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sit
      Hovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham.
  8.  Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet din Fjende i
      din Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jeg
      ikke skal behøve at gøre det om!"
  9.  Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem
      lægger ustraffet Hånd på HERRENs Salvede?"
 10.  Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt HERREN lever, HERREN
      selv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revet
      bort, når han drager i Krigen.
 11.  HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENs
      Salvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken,
      og lad os så gå vor Vej!"
 12.  Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de
      gik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede;
      thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldet
      over dem.

 13.  Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langt
      borte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem.
 14.  Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: "Svarer du ikke,
      Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, som kalder på Kongen?"
 15.  David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og hvem er din Lige
      i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en af
      Krigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men.
 16.  Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I er
      dødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENs Salvede! Se nu
      efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hans
      Hovedgærde?"
 17.  Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: "Er det din Røst, min
      Søn David?" David svarede: "Ja, Herre Konge!"
 18.  Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl?
      Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet?
 19.  Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det er
      HERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af en
      Offergave. Men er det Mennesker,da være de forbandet for HERRENs
      Åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket
      fra HERRENs Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort og
      dyrk fremmede Guder!
 20.  Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENs
      Åsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet,
      som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!"
 21.  Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David!  Thi
      jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var
      dyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjort
      mig skyldig i en såre stor Vildfarelse!
 22.  David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene komme
      herover og hente det.
 23.  Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab;
      HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Hånd
      på HERRENs Salvede!
 24.  Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte således
      mit Liv være agtet højt i HERRENs Øjne, så at han frier mig fra
      al Nød!"
 25.  Da sagde Saul til David: "Velsignet være du, min Søn David!  For
      dig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Derpå gik David sin Vej,
      og Saul vendte tilbage til sit Hjem.