- Project Runeberg -  Bibelen /
Første Kongebog 1

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Første Kongebog 1

  1.  Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm,
      skønt man dækkede ham til med Tæpper.
  2.  Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en
      ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen
      og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen
      varm!"
  3.  Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt
      Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.
  4.  Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til
      Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.

  5.  Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være
      Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve
      Mænd til at løbe foran sig.
  6.  Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor
      bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var
      den ældste efter Absalom.
  7.  Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de
      tog Adonijas Parti og støttede ham,
  8.  mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i
      og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.
  9.  Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved
      Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine
      Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i
      Kongens Tjeneste;
 10.  men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo
      indbød han ikke.

 11.  Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at
      Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre
      Davids Vidende?
 12.  Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din
      søn Salomos Liv:
 13.  Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du
      har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge
      efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet
      sig til Konge?
 14.  Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og
      bekræfter dine Ord!"

 15.  Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget
      gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -
 16.  og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da
      sagde Kongen: "Hvad ønsker du?"
 17.  Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved
      HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og
      sidde på min Trone!
 18.  Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende,
      Herre Konge!
 19.  Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og
      indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab,
      men din Træl Salomo har han ikke indbudt.
 20.  På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal
      give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde
      på min Herre Kongens Trone.
 21.  Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre
      Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"

 22.  Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,
 23.  og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han
      frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
 24.  Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija
      skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?
 25.  Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg,
      Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne,
      Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen
      med ham og råber: Leve Kong Adonija!
 26.  Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok
      eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!
 27.  Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at
      du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre
      Kongens Trone efter dig?"

 28.  Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte
      frem for Kongen og stillede sig foran ham.
 29.  Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al
      min Nød, lever:
 30.  Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo
      skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted,
      således vil jeg handle i Dag!"
 31.  Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for
      Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"

 32.  Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan
      og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen.
 33.  Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt
      min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.
 34.  Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge
      over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!
 35.  Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på
      min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har
      udset til Fyrste over Israel og Juda!"
 36.  Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN,
      min Herre Kongens Gud, gøre således!
 37.  Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre
      Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong
      Davids!"

 38.  Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn,
      og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids
      Muldyr og førte ham til Gihon;
 39.  og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de
      stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!"
 40.  Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og
      jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.

 41.  Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige
      med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han:
      "Hvorfor er der så stort Røre i Byen?"
 42.  Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars
      Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og
      bringer godt nyt!"
 43.  Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre
      Kong David har gjort Salomo til Konge!
 44.  Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas
      Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens
      Muldyr;
 45.  og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved
      Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre
      i Byen; det var den Larm, I hørte.
 46.  Salomo satte sig også på Kongetronen;
 47.  tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med
      de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit
      og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;
 48.  ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag
      har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv
      kan se det!"

 49.  Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver
      sin Vej;
 50.  men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om
      Alterets Horn.
 51.  Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og
      se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo
      skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå
      ihjel med Sværd!"
 52.  Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal
      der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget
      ondt, skal han dø!"
 53.  Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret;
      og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo
      til ham: "Gå til dit Hjem!"


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:58 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/11_01.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free