- Project Runeberg -  Bibelen /
Første Kongebog 15

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Første Kongebog 15

  1.  I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija
      Konge over Juda.
  2.  Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en
      datter af Absalom.
  3.  Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham,
      og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader
      Davids.
  4.  Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i
      Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod
      Jerusalem bestå,
  5.  fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og
      ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han
      havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.
  6.  (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).

  7.  Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde,
      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i
      Krig med hinanden.
  8.  Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
      i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.

  9.  I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge
      over Juda,
 10.  og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
      Ma'aka og var en Datter af Absalom.
 11.  Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
      David;
 12.  han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle
      Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.
 13.  Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde,
      fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for
      Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i
      Kedrons Dal.
 14.  Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte
      helt med HERREN, så længe han levede.
 15.  Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs
      Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.

 16.  Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de
      levede.
 17.  Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at
      hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
 18.  Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i
      HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og
      sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn
      Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:
 19.  "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din
      Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
      din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage
      bort fra mig!"
 20.  Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
      mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele
      Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.
 21.  Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage
      til Tirza.
 22.  Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de
      førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved
      Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i
      Benjamin og Mizpa.

 23.  Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger,
      alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo
      optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom
      af en Sygdom i Fødderne.
 24.  Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
      sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge
      i hans Sted.

 25.  Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas
      andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
 26.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
      Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.
 27.  Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en
      Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton,
      der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede
      Byen.
 28.  Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev
      Konge i hans Sted;
 29.  nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge,
      idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men
      udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener
      Ahija fra Silo,
 30.  for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel
      til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.

 31.  Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde,
      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike
 32.  ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe
      de levede.)

 33.  I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn,
      Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.
 34.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i
      Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:59 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/11_15.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free