Bibelen / Første Kongebog 18 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Første Kongebog 18

  1.  Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå
      hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"
  2.  Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da
      Hungersnøden blev trykkende i Samaria,
  3.  kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand,
      der alvorligt frygtede HERREN,
  4.  og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og
      skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
      halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
      dem.
  5.  Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til
      alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs,
      at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at
      dræbe noget af Dyrene!"
  6.  Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig,
      således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.

  7.  Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde;
      Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det
      dig, min Herre Elias?"
  8.  Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at
      Elias er her!"
  9.  Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give
      din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?
 10.  Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige,
      min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev
      der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på,
      at de ikke havde fundet dig.
 11.  Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at
      Elias er her!
 12.  Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til
      et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab,
      og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog
      frygtet HERREN fra Ungdommen af!
 13.  Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da
      Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte
      hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
      halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
      dem?
 14.  Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at
      Elias er her - han lader mig dræbe!"
 15.  Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis
      Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."

 16.  Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i
      Møde.
 17.  Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du,
      som bringer Ulykke over Israel!"
 18.  Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over
      Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og
      holder eder til Ba'alerne!
 19.  Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels
      Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter,
      som spiser ved Jesabels Bord!"

 20.  Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede
      Profeterne på Karmels Bjerg.
 21.  Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I
      blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder
      til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket
      svarede ham ikke et Ord.
 22.  Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs
      Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
 23.  lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge
      den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge
      til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at
      tænde Ild.
 24.  Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs
      Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket
      sagde: "Det Forslag er godt!"
 25.  Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og
      lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds
      Navn, men I må ikke tænde Ild!"
 26.  Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra
      Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en
      Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende
      omkring det Alter, de havde opført.
 27.  Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må
      råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker
      eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn
      og må først vågne!"
 28.  Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres
      Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
 29.  Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede
      lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes,
      ingen svarede, og ingen agtede derpå.

 30.  Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt
      Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter
      i Stand.
 31.  Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners
      Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"
 32.  Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede
      rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.
 33.  Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og
      lagde den på Brændet.
 34.  Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over
      Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han:
      "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han:
      "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.
 35.  Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med
      Vand.
 36.  Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde:
      "HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at
      dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt
      dette på dit Ord!
 37.  Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE
      er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"
 38.  Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og
      Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.
 39.  Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN
      er Gud, HERREN er Gud!"
 40.  Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem
      slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til
      Kisjonbækken og dræbte dem der.

 41.  Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der
      høres Susen af Regn."
 42.  Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på
      Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.
 43.  Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han
      gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han
      til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.
 44.  Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af
      Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og
      sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive
      opholdt af Regnen!"
 45.  Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt
      en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;
 46.  men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder
      og løb foran Akab lige til Jizre'el.