- Project Runeberg -  Bibelen /
Job 8

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Job 8

  1.  Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
  2.  "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
  3.  Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
  4.  Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i
      Vold,
  5.  så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
  6.  Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig,
      genrejse din Retfærds Bolig;
  7.  din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid
      blive.

  8.  Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes
      Granskning!
  9.  Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på
      Jord.
 10.  Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af
      Hjertet:
 11.  Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor
      der ikke er Vand?
 12.  Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
 13.  Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Håb slår
      fejl:
 14.  som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15
      han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til
      det, ej står det fast.
 16.  I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven
      over,
 17.  i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast
      mellem Sten;
 18.  men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har
      ikke set dig!"
 19.  Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer
      en anden!

 20.  Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de
      ondes Hånd.
 21.  End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
 22.  dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes
      mer!



Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:03 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/18_08.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free