Bibelen / Esajas 49 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Esajas 49

  1.  Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! HERREN
      har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn;
  2.  til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen
      af sin Hånd, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i
      sit Kogger,
  3.  sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder
      Ære."
  4.  Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på Tomhed og Vind sled jeg mig
      op dog er min Ret hos HERREN, min Løn er hos min Gud."
  5.  Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener
      for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham og i
      HERRENs Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke -
  6.  han siger: "For lidt for dig som min Tjener at rejse jakobs
      Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers
      Lys, at min Frelse må nå til Jordens Ende."

  7.  Så siger HERREN, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt
      foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og
      rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for HERRENs Skyld, den
      trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.
  8.  Så siger HERREN: Jeg hører dig i Nådens Stund, jeg hjælper dig
      på Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at
      rejse Landet igen, udskifte øde Lodder
  9.  og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i Mørket: "Kom frem!"
      Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang på hver nøgen Høj;
 10.  de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi
      deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld;
 11.  jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes.
 12.  Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra
      Sinims Land.
 13.  Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel!
      Thi HERREN trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme.

 14.  Dog siger Zion: "HERREN har svigtet mig, Herren har glemt mig!"
 15.  Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under
      Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.
 16.  Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid
      for Øje.
 17.  Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, går
      bort.
 18.  Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Så sandt
      jeg lever, lyder det fra HERREN: Du skal bære dem alle som
      Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte.
 19.  Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land ja, nu er du
      Beboerne for trang; de, som åd dig, er borte;
 20.  end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: "Her er for
      trangt, så flyt dig, at jeg kan sidde!"
 21.  Da tænker du i dit Hjerte: "Hvo fødte mig dem? Jeg var jo
      barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene
      sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?"

 22.  Så siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter min Hånd for Folkene,
      rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i
      Favnen, dine Døtre bæres på Skulder.
 23.  Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være
      dine Ammer. De kaster sig på Ansigtet for dig, slikker dine
      Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er HERREN; de, som bier på
      mig, bliver ikke til Skamme.

 24.  Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort?
 25.  Thi så siger HERREN: Om Fanger end fratages Helten, slipper
      Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider
      mod dig, og dine Børn vil jeg frelse.
 26.  Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod
      skal de drikke som Most; REN, er din Frelser, din Genløser
      Jakobs Vældige.