- Project Runeberg -  Bibelen /
Esajas 63

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Esajas 63

  1.  Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det
      bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som
      taler i Retfærd, vældig til at frelse!"
  2.  Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders?
  3.  "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig;
      jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted
      deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning.
  4.  Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet.
  5.  Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod
      mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig
      bi;
  6.  jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem,
      deres Blod lod jeg strømme til Jorden."

  7.  Jeg vil synge om HERRENs Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad
      HERREN har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin
      Miskundhed, sin Nådes Fylde.
  8.  Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en
      Frelser blev han for dem
  9.  i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste
      dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og
      bar dem alle Fortidens Dage.
 10.  Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han
      deres Fjende, han kæmped imod dem.
 11.  Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som
      drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin
      hellige Ånd i hans Hjerte,
 12.  lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for
      dem og vandt et evigt Navn,
 13.  førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen?
 14.  Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte
      HERRENs Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et
      herligt Navn."
 15.  Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor
      er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk?
      Hold dig ikke tilbage,
 16.  du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel
      kendes ej ved os, men du er vor Fader, HERRE, "vor Genløser" hed
      du fra Evighed.
 17.  Hvi leder du os vild fra dine Veje, HERRE, forhærder vort Hjerte
      mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods
      Stammers Skyld!
 18.  Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet
      dit Tempel?
 19.  Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er
      nævnt.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:08 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/23_63.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free