- Project Runeberg -  Bibelen /
Esajas 65

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Esajas 65

  1.  Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem,
      som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der
      ej påkaldte mig.
  2.  Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der
      vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker,
  3.  et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter
      Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten,
  4.  som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som
      spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle,
  5.  som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!"
      De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild;
  6.  se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får
      betalt det, betalt dem i deres Brystfold
  7.  deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger HERREN,
      de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene:
      deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold.

  8.  Så siger HERREN: Som man, når der findes Saft i Druen, siger:
      "Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for
      mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt.
  9.  Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem
      skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo;
 10.  Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget
      ligge for mit Folk, som opsøger mig.
 11.  Men I, som svigter HERREN og glemmer mit hellige Bjerg, dækker
      Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden,
 12.  jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning,
      fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled,
      men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min
      Vilje.
 13.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, mine Tjenere skal spise,
      men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal
      tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes,
 14.  se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige
      af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd.
 15.  Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord:
      "Den Herre HERREN give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal
      kaldes med et andet Navn.
 16.  Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste
      Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud;
      thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik.
 17.  Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej
      mer, rinder ingen i Hu;
 18.  men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg
      skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd;
 19.  jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal
      ej mer høres Gråd, ej heller Skrig.
 20.  Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som
      ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År,
      og forbandet er den, som ej når de hundred.
 21.  Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens
      Frugt;
 22.  de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre
      kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte
      bruge, hvad de virker med Hånd;
 23.  de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi
      de er HERRENs velsignede Æt og har deres Afkom hos sig.
 24.  Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.
 25.  Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men
      Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i
      hele mit hellige Bjergland, siger HERREN.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:08 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/23_65.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free