- Project Runeberg -  Bibelen /
Jeremias 14

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Jeremias 14

  1.  HERRENs Ord, som kom til Jeremias om tørken.
  2.  Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet,
      Jerusalems Skrig stiger op,
  3.  og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til
      Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med
      Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved.
  4.  Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er
      Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet.
  5.  Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der
      ikke.
  6.  På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler,
      deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.

  7.  Vidner vore Synder imod os, HERRE, grib så for dit Navns Skyld
      ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet.
  8.  Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som
      fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely?
  9.  Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan
      frelse? Du er dog i vor Midte, HERRE, dit Navn er nævnet over
      os, så lad os ej fare!

 10.  Så siger HERREN til dette Folk: De elsker at flakke omkring og
      sparer ej Fødderne, men ejer ikke HERRENs Behag. Han ihukommer
      nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.

 11.  Og HERREN sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk!
 12.  Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer
      Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med
      Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!"
 13.  Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE! Profeterne siger jo til dem: I
      skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi
      tryg Fred giver jeg eder på dette Sted."
 14.  HERREN svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har
      ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til
      dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det,
      de profeterer for eder!
 15.  Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit
      Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke
      skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal
      omkomme ved Sværd og Hunger;
 16.  og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems
      Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem
      eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres
      Ondskab over dem."

 17.  Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd
      ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige
      Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart.
 18.  Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg
      ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager
      bort til et Land, de ej kender.

 19.  Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har
      du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det
      bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.
 20.  Vi kender vor Gudløshed, HERRE, vore Fædres Brøde, thi vi synded
      mod dig.
 21.  Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds
      Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os!
 22.  Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør
      af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på
      dig, thi du skabte alt dette.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:09 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/24_14.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free