- Project Runeberg -  Bibelen /
Jeremias 24

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Jeremias 24

  1.  HERREN lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod
      foran HERRENs Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af
      Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og
      Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til
      Babel.
  2.  Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som
      tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de
      ikke kunde spises.
  3.  Og HERREN sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede:
      "Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så
      slette, at de ikke kan spises."

  4.  Da kom HERRENs Ord til mig således:
  5.  Så siger HERREN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener,
      vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette
      Sted til Kaldæernes Land.
  6.  Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til
      dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke
      oprykke dem.
  7.  Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN; de skal
      være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig
      til mig af hele deres Hjerte.
  8.  Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at
      spises, vil jeg, så siger HERREN, gøre med Kong Zedekias af Juda
      og hans Fyrster og Resten af Jerusalem, dem, der er levnet i
      dette Land, og dem, der bor i Ægypten;
  9.  jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Spot og
      Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de
      Steder, hvorhen jeg bortstøder dem;
 10.  jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet
      af det Land, jeg gav dem og deres Fædre.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:09 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/24_24.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free