- Project Runeberg -  Bibelen /
Ezekiel 29

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Ezekiel 29

  1.  I det tiende år, på den tolvte dag i den tiende måned kom
      HERRENs Ord til mig således:
  2.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og
      profeter mod ham og hele Ægypten.
  3.  Tal og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
      Farao, Ægyptens Konge, du store drage, som ligger midt i dine
      Strømme, som siger: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
  4.  Jeg sætter Kroge i Kæberne på dig og lader dine Strømmes Fisk
      hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle
      deres Fisk, som hænger ved dine Skæl.
  5.  Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømes Fisk; på
      åben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens
      Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde.
  6.  Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er HERREN. Fordi du har
      været en Rørkæp for Israels Hus -
  7.  du splintredes, når de greb om dig, og flænged dem hele Hånden;
      du brast, når de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at
      vakle -

  8.  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg bringer Sværd over
      dig og udrydder Folk og Fæ af dig;
  9.  Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er
      HERREN, fordi du sagde: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
 10.  Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten
      til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse.
 11.  Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal
      færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve
      År.
 12.  Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal
      ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve År; og jeg
      spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.

 13.  Thi så siger den Herre HERREN: Efter fyrretyvears Forløb vil jeg
      sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt,
 14.  og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det
      Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige.
 15.  Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig
      op over Folkene; jeg gør dem få i Tal, for at de ikke mere skal
      råde over Folkene.
 16.  Og fremtidig skal de ikke være Israels Huss Tillid og således
      minde mig om dets Misgerning, når det slutter sig til dem; og de
      skal kende, at jeg er den Herre HERREN.

 17.  I det syv og tyvende År på den første Dag i den første Måned kom
      HERRENs Ord til mig således:
 18.  Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre
      et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder
      flået, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det
      Arbejde, han udførte imod det.
 19.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver Kong
      Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom,
      tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn;
 20.  som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de
      sled for mig, lyder det fra den Herre HERREN.

 21.  På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig
      giver jeg at åbne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg
      er HERREN.



Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:10 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/26_29.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free