- Project Runeberg -  Bibelen /
Daniel 5

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Daniel 5

  1.  Kong Belsazzar gjorde et stort gæstebud for sine tusinde
      Stormænd og drak Vin med dem.
  2.  Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, som
      hans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen i
      Jerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og
      Medhustruer kunde drikke af dem.
  3.  Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fra
      Helligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd,
      hans Hustruer og Medhustruer drak af dem;
  4.  og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv,
      Kobber, Jern, Træ og Sten.

  5.  Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, som
      skrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, og
      Kongen så Hånden, som skrev.
  6.  Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hans
      Hofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden.
  7.  Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne,
      Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagde
      til Babels Vismænd: "Enhver, som kan læse denne Skrift og tyde
      mig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hans
      Hals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget."
  8.  Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken at
      læse Skriften eller tyde den for Kongen.

  9.  Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve:
      også hans Stormænd stod rædselslagne.
 10.  Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind i
      Gildesalen, og hun tog til Orde og sagde: "Kongen leve
      evindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikke
      Farve!
 11.  I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og som
      i din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og en
      Visdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte ham
      til Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og
      Stjernetyderne,
 12.  eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtyde
      Drømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem
      kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han
      kan tyde det!"

 13.  Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagde
      til ham: "Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min Fader
      Kongen bortførte fra Juda?
 14.  Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundet
      at sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom.
 15.  Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læse
      denne Skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig
      dette.
 16.  Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løse
      Knuder. Nu vel!  Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skal
      du klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og du
      skal være den tredje mægtigste i Riget."

 17.  Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver og giv en anden dine
      Foræringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen.
 18.  Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme,
      Magt, Herlighed og Ære;
 19.  og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede og
      bævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvem
      han vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem han
      vilde, og nedbøjede, hvem han vilde.
 20.  Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt og
      overmodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighed
      fratoges ham.
 21.  Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev som
      et Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs som
      Kvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til han
      skønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige og
      kan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover.
 22.  Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skønt
      du vidste alt dette;
 23.  du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har man
      hentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer og
      Medhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv,
      Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre
      eller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd og
      råder over alle dine Veje, ham ærede du ikke.
 24.  Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet.
 25.  Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin!
 26.  Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit
      Riges Dage og gjort Ende derpå.
 27.  Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let.
 28.  Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien."

 29.  Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkæden
      hængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være den
      tredje mægtigste i Riget.
 30.  Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt, (kap 6.1)
      og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve
      År.



Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:11 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/27_05.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free