- Project Runeberg -  Bibelen /
Joel 3

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Joel 3

  1.  Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt
      kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle
      skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;
  2.  også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de
      Dage.
  3.  Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og
      Røgstøtter.
  4.  Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store
      og frygtelige Dag kommer.
  5.  Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på
      Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har
      sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.

  6.  Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og
      Jerusalems Skæbne,

  7.  samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats
      Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min
      Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit
      Land,
  8.  kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en
      Pige for Vin, som de drak.
  9.  Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands
      Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig
      noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders
      Hoved,
 10.  I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til
      eders Borge
 11.  og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de
      skulde føres langt bort fra deres Hjem.
 12.  Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader
      Gengældelse komme over eders Hoved.
 13.  Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge
      dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HERREN har
      talet.

 14.  Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad
      alle våbenføre Mænd komme og drage op!
 15.  Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd!
      Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!"
 16.  Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før
      dine Helte derned, HERRE!
 17.  Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi
      der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om.
 18.  Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen
      er fuld!  Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab.
 19.  Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HERRENs Dag i
      Opgørets Dal.
 20.  Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans.
 21.  HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst;
      Himmelen og Jorden skælver. Men HERREN er Ly for sit Folk og
      Værn for Israels Børn.
 22.  Og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som bor på Zion,
      mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og
      fremmede skal ikke mere drage derigennem.

 23.  På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med
      Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal
      vælde frem fra HERRENs Hus og vande Akaciedalen.
 24.  Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod
      Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod.
 25.  Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til
      Slægt.
 26.  Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HERREN
      bor på Zion.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:12 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/29_03.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free