Bibelen / Markus 6 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Markus 6

  1.  Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans
      Disciple følge ham.
  2.  Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de
      mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde:
      "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er
      given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans
      Hænder!
  3.  Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og
      Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?"
      Og de forargedes på ham.
  4.  Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit
      eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."
  5.  Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han
      Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
  6.  Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i
      Landsbyerne der omkring og lærte.

  7.  Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og
      to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
  8.  Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en
      Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
  9.  men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"
 10.  Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I
      blive, indtil I drage bort fra Stedet.
 11.  Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der
      skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til
      Vidnesbyrd imod dem."
 12.  Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
 13.  Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og
      helbredte dem.

 14.  Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og
      han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor
      virke Kræfterne i ham."
 15.  Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet
      ligesom en af Profeterne."
 16.  Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har
      ladet halshugge, han er oprejst."
 17.  Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og
      kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld;
      thi han havde taget hende til Ægte.
 18.  Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at
      have din Broders Hustru."
 19.  Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og
      hun kunde det ikke.
 20.  Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var
      en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og
      når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han
      hørte ham gerne.
 21.  Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag
      gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de
      ypperste i Galilæa,
 22.  og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun
      Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om
      hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."
 23.  Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil
      jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."
 24.  Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?"
      Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."
 25.  Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg
      vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."
 26.  Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og
      Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
 27.  Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans
      Hoved
 28.  Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte
      hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til
      sin Moder.
 29.  Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde
      det i en Grav.

 30.  Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad
      de havde gjort, og hvad de havde lært.
 31.  Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted
      og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og
      de havde ikke engang Ro til at spise.
 32.  Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
 33.  Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods
      strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
 34.  Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
      inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og
      han begyndte at lære dem meget.
 35.  Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham
      og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
 36.  Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og
      Landsbyer og købe sig noget at spise."
 37.  Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de
      sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede
      Denarer og give dem at spise?"
 38.  Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser
      efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to
      Fisk."
 39.  Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det
      grønne Græs.
 40.  Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på
      halvtredsindstyve.
 41.  Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
      velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at
      lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
 42.  Og de spiste alle og bleve mætte.
 43.  Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
 44.  Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.

 45.  Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
      i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han
      selv lod Skaren gå bort.
 46.  Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for
      at bede.
 47.  Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene
      på Landjorden.
 48.  Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var
      dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende
      på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
 49.  Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et
      Spøgelse, og de skrege.
 50.  Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med
      dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter
      ikke!"
 51.  Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de
      forfærdedes over al Måde ved sig selv.
 52.  Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med
      Brødene; men deres Hjerte var forhærdet

 53.  Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og
      lagde til der.
 54.  Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
 55.  Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på
      deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
 56.  Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller
      Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte
      røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved
      ham, bleve helbredte.