Bibelen / Lukas 8 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Lukas 8

  1.  Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og
      Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og
      med ham de tolv
  2.  og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme,
      nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare
      udfarne;
  3.  og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange
      andre, som tjente dem med, hvad de ejede.

  4.  Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de
      forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
  5.  "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt
      noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op.
  6.  Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det,
      fordi det ikke havde Væde.
  7.  Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og
      kvalte det.
  8.  Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar
      hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som
      har Øren at høre med, han høre!"

  9.  Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde
      betyde.
 10.  Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges
      Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt
      seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.

 11.  Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
 12.  Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen
      og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro
      og blive frelste.
 13.  Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de
      høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra
      i Fristelsens Tid.
 14.  Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og
      så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og
      Nydelser og ikke bære moden Frugt.
 15.  Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt
      Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i
      Udholdenhed.

 16.  Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller
      sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage,
      for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
 17.  Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og
      ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
 18.  Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der
      gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han
      synes at have."

 19.  Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til
      ham for Skaren.
 20.  Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor
      og begære at se dig."
 21.  Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere
      disse, som høre Guds Ord og gøre efter det."

 22.  Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige
      med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til
      hin Side af Søen;" og de sejlede ud.
 23.  Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned
      over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
 24.  Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi
      forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og
      de lagde sig, og det blev blikstille.
 25.  Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og
      undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden
      han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"

 26.  Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over
      for Galilæa.
 27.  Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra
      Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke
      havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
 28.  Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med
      høj Røst: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds
      Søn?  jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig."
 29.  Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange
      Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker
      og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med,
      og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne.
 30.  Men Jesus spurgte ham og sagde: "Hvad er dit Navn?" Men han
      sagde: "Leion"; thi mange onde Ånder vare farne i ham.
 31.  Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i
      Afgrunden;
 32.  men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på
      Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i
      dem; og han tilstedte dem det.
 33.  Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og
      Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
 34.  Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det
      i Byen og på Landet.
 35.  Da gik de ud for af se det, som var sket, og de kom til Jesus og
      fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved
      Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede.
 36.  Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte
      var bleven frelst.
 37.  Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde
      gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik
      om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
 38.  Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at
      han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
 39.  "Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har
      gjort imod dig." Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen,
      hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.

 40.  Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de
      ventede alle på ham.
 41.  Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander
      for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme
      ind i hans Hus;
 42.  thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun
      droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen
      om ham.
 43.  Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet
      al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen,
 44.  hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og
      straks standsedes hendes Blodflod.
 45.  Og Jesus sagde: "Hvem var det, som rørte ved mig?" Men da alle
      nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: "Mester!
      Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som
      rørte ved mig?"
 46.  Men Jesus sagde: "Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at
      der udgik en Kraft fra mig."
 47.  Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og
      faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag
      hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven
      helbredt.
 48.  Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
      bort med Fred!"
 49.  Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens
      Hus og siger til ham: "Din Datter er død; umag ikke Mesteren!"
 50.  Men da Jesus hørte det, svarede han ham: "Frygt ikke; tro blot;
      så skal hun blive frelst."
 51.  Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig
      uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
 52.  Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde:
      "Græder ikke; hun er ikke død, men sover."
 53.  Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
 54.  Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!"
 55.  Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han
      befalede, at de skulde give hende noget at spise.
 56.  Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke
      måtte sige nogen det, som var sket.