Bibelen / Lukas 11 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Lukas 11

  1.  Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans
      Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede,
      som også Johannes lærte sine Disciple."
  2.  Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget
      vorde dit Navn; komme dit Rige;
  3.  giv os hver dag vort daglige Brød;
  4.  og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os
      skyldig; og led os ikke i Fristelse!"
  5.  Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til
      ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,
  6.  efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har
      intet at sætte for ham;
  7.  og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær;
      Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg
      kan ikke stå op og give dig det:
  8.  da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det,
      fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds
      Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
  9.  Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I
      finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.
 10.  Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
      og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
 11.  Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han
      beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i
      Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
 12.  Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en
      Skorpion?
 13.  Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
      hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd
      til dem, som bede ham!"

 14.  Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den
      onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede
      sig.
 15.  Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste,
      uddriver han de onde Ånder."
 16.  Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra
      Himmelen..
 17.  Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige,
      som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder
      over Hus.
 18.  Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes
      skal hans Rige da bestå? Thi I sige, at jeg uddriver de onde
      Ånder ved Beelzebul.
 19.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
      uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
      Dommere.
 20.  Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo
      Guds Rige kommet til eder.
 21.  Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i
      Fred.
 22.  Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet
      ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og
      uddeler hans Bytte.
 23.  Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
      med mig, adspreder.
 24.  Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem
      vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den,
      siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
 25.  Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.
 26.  Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
      end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
      sidste bliver værre med dette Menneske end det første."

 27.  Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en
      Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv,
      som bar dig, og de Bryster, som du diede."
 28.  Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare
      det."

 29.  Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne
      Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet
      Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
 30.  Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal
      også Menneskesønnen være det for denne Slægt.
 31.  Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af
      denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for
      at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
 32.  Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
      og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
      se, her er mere end Jonas.

 33.  Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under
      Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se
      dets Skin.
 34.  Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit
      Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme
      mørkt.
 35.  Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
 36.  Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er
      mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med
      sin Glans."

 37.  Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise
      Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
 38.  Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig
      først før Måltidet.
 39.  Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af
      Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
 40.  I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det
      indre?
 41.  Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting
      eder rene.
 42.  Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og
      alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse
      Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
 43.  Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i
      Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.
 44.  Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som
      gå over dem, vide det ikke."
 45.  Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet
      du siger dette, forhåner du også os,"
 46.  Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge
      Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke
      Byrderne med een af eders Fingre.
 47.  Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem
      ihjel.
 48.  Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de
      sloge dem ihjel, og I bygge.
 49.  Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og
      Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og
      forfølge,
 50.  for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens
      Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
 51.  fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem
      Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne
      Slægt.
 52.  Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv
      ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I
      forhindret."
 53.  Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og
      Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans
      Mund om flere Ting;
 54.  thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at
      de kunde anklage ham.