Bibelen / Lukas 24 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Lukas 24

  1.  Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og
      bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
  2.  Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
  3.  Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
  4.  Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to
      Mænd for dem i strålende Klædebon.
  5.  Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden,
      sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de
      døde?
  6.  Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes
      han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
  7.  at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og
      korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
  8.  Og de kom hans Ord i Hu.
  9.  Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting
      for de elleve og for alle de andre.
 10.  Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder,
      og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
 11.  Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
 12.  Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind
      ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren
      over det, som var sket.

 13.  Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som
      lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
 14.  Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
 15.  Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes,
      da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
 16.  Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
 17.  Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med
      hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
 18.  Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du
      alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i
      disse dage?"
 19.  Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med
      Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord
      for Gud og alt Folket;
 20.  og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet
      ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
 21.  Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men
      med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
 22.  Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom
      årle til Graven,
 23.  og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde
      også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
 24.  Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således,
      som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
 25.  Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at
      tro på alt det, som Profeterne have talt!
 26.  Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
 27.  Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem
      i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
 28.  Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som
      han vilde gå videre.
 29.  Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod
      Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
 30.  Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han
      Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
 31.  Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev
      usynlig for dem.
 32.  Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens
      han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
 33.  Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem
      og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke
      sagde:
 34.  "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
 35.  Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han
      blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

 36.  Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og
      han siger til dem: "Fred være med eder!"
 37.  Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en
      Ånd.
 38.  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor
      opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
 39.  Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig
      og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
 40.  Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine
      Fødder.
 41.  Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig,
      sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
 42.  Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
 43.  Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
 44.  Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til
      eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen
      opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og
      Salmerne."
 45.  Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
 46.  Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde
      lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
 47.  og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes
      Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
 48.  I ere Vidner om disse Ting.
 49.  Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle
      blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."

 50.  Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede
      sine Hænder og velsignede dem.
 51.  Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og
      opløftedes til Himmelen.
 52.  Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med
      stor Glæde.
 53.  Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.