- Project Runeberg -  Bibelen /
Johannes 20

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Johannes 20

  1.  Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle,
      medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen
      fra Graven,
  2.  Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden
      Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have
      borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt
      ham."
  3.  Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.
  4.  Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere
      end Peter, og kom først til Graven.
  5.  Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik
      dog ikke ind.
  6.  Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven
      og så Linklæderne ligge der
  7.  og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved
      Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv.
  8.  Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til
      Graven, ind, og han så og troede.
  9.  Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de
      døde.
 10.  Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.

 11.  Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd,
      kiggede hun ind i Graven,
 12.  og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en
      ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget.
 13.  Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til
      dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor
      de have lagt ham."
 14.  Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå
      der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.
 15.  Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du
      efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre!
      dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham,
      så vil jeg tage ham."
 16.  Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til
      ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester.
 17.  Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke
      opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg
      farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders
      Gud."
 18.  Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set
      Herren," og at han havde sagt hende dette.

 19.  Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og
      Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt
      for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger
      til dem: "Fred være med eder!"
 20.  Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin
      Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren.
 21.  Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med eder! Ligesom
      Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder."
 22.  Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til
      dem: "Modtager den Helligånd!
 23.  Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte
      Forladelse, dem er den nægtet."
 24.  Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke
      hos dem, da Jesus kom.
 25.  De andre Disciple sagde da til ham: "Vi have set Herren." Men
      han sagde til dem: "Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og
      stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side,
      vil jeg ingenlunde tro."

 26.  Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med
      dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt
      iblandt dem og sagde: "Fred være med eder!"
 27.  Derefter siger han til Thomas: "Ræk din Finger hid, og se mine
      Hænder, og ræk din Hånd hid, og stik den i min Side, og vær ikke
      vantro, men troende!"
 28.  Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud!"
 29.  Jesus siger til ham: "Fordi du har set mig, har du troet; salige
      ere de, som ikke have set og dog troet."

 30.  Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn,
      som ikke ere skrevne i denne Bog.
 31.  Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus,
      Guds Søn, og for at I, når I tro, skulle have Livet i hans Navn.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:15 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/43_20.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free