Bibelen / Apostelenes gerninger 4 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Apostelenes gerninger 4

  1.  Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden
      for Helligdommen og Saddukæerne over dem,
  2.  da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte
      Opstandelsen fra de døde.
  3.  Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den
      følgende Dag; thi det var allerede Aften.
  4.  Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på
      Mændene blev omtrent fem Tusinde.
  5.  Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og
      skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
  6.  ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander
      og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt.
  7.  Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt
      eller i hvilket Navn have I gjort dette?"
  8.  Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets
      Rådsherrer og Ældste!
  9.  Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør
      Mand, om hvorved han er bleven helbredt;
 10.  da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at
      ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem
      Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne
      står rask her for eders Øjne,
 11.  Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I
      Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten.
 12.  Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet
      Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi
      skulle blive frelste."
 13.  Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at
      de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte
      dem, at de havde været med Jesus.
 14.  Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de
      intet at sige derimod.
 15.  Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med
      hverandre og sagde:
 16.  "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt
      Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i
      Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.
 17.  Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da
      lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i
      dette Navn."
 18.  Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i
      Jesu Navn.
 19.  Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om
      det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.
 20.  Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og
      hørt."
 21.  Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde
      udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi
      alle priste Gud for det, som var sket.
 22.  Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere
      end fyrretyve År gammel.

 23.  Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem
      alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.
 24.  Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og
      sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og
      alle Ting, som ere i dem,
 25.  du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste
      Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd?
 26.  Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe
      imod Herren og imod hans Salvede."
 27.  Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din
      hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og
      Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer
 28.  for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt
      skulde ske.
 29.  Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale
      dit Ord med al Frimodighed,
 30.  idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og
      Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn."
 31.  Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede;
      og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord
      med Frimodighed.
 32.  Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke
      een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle
      Ting fælles.
 33.  Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres
      Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle.
 34.  Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de,
      som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte
      Salgssummerne
 35.  og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til
      enhver, efter hvad han havde Trang til.
 36.  Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er
      udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern
 37.  som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem
      for Apostlenes Fødder.