Bibelen / Apostelenes gerninger 8 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Apostelenes gerninger 8

  1.  Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i
      Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne,
      undtagen Apostlene.
  2.  Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage
      over ham.
  3.  Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både
      Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel.
  4.  Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte
      Evangeliets Ord.

  5.  Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem.
  6.  Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip,
      idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde.
  7.  Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore
      ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve
      helbredte.
  8.  Og der blev en stor Glæde i denne By.
  9.  Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev
      Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav
      sig selv for at være noget stort.
 10.  På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: "Det er ham, som
      man kalder Guds store Kraft."
 11.  Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i
      Forbavselse ved sine Trolddomskunster.
 12.  Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og
      Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder.
 13.  Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig
      nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger
      ske, forbavsedes han højligt.
 14.  Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod
      Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem,
 15.  og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte
      få den Helligånd;
 16.  thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot
      døbte til den Herres Jesu Navn.
 17.  Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd.
 18.  Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes
      Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde:
 19.  "Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han
      må få den Helligånd."
 20.  Men Peter sagde til ham: "Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige
      med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge.
 21.  Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke
      ret for Gud.
 22.  Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog
      dit Hjertes Påfund måtte forlades dig.
 23.  Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds
      Lænke."
 24.  Men Simon svarede og sagde: "Beder I for mig til Herren, for at
      intet af det, som I have sagt, skal komme over mig."
 25.  Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage
      til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af
      Samaritanernes Landsbyer.

 26.  Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod
      Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
 27.  Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand,
      en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat
      over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at
      tilbede.
 28.  Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten
      Esajas.
 29.  Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!"
 30.  Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han
      sagde: "Forstår du også det, som du læser?"
 31.  Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen
      vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
 32.  Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et
      Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod
      den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund.
 33.  I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om
      hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?"
 34.  Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem
      siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?"
 35.  Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette
      Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus.
 36.  Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og
      Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive
      døbt?"  (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit
      Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at
      Jesus Kristus er Guds Søn.")
 38.  Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i
      Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham
 39.  Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og
      Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde.
 40.  Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte
      Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.