- Project Runeberg -  Bibelen /
Apostelenes gerninger 19

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Apostelenes gerninger 19

  1.  Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at
      være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til
      Efesus
  2.  og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den
      Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have
      ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
  3.  Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til
      Johannes's Dåb."
  4.  Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han
      sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham,
      det er på Jesus."
  5.  Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu
      Navn.
  6.  Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem,
      og de talte i Tunger og profeterede.
  7.  Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
  8.  Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder,
      idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til
      Guds Rige.
  9.  Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden
      talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem
      og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
 10.  Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både
      Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
 11.  Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's
      Hænder,
 12.  så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til
      de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
 13.  Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at
      nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder,
      idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus
      prædiker."
 14.  Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk
      Ypperstepræst,
 15.  Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og
      om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"
 16.  Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og
      overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede
      nøgne og sårede ud af Huset.
 17.  Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både
      Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den
      Herres Jesu Navn blev ophøjet,
 18.  og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og
      fortalte om deres Gerninger.
 19.  Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger
      sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres
      Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
 20.  Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

 21.  Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han
      vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til
      Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg
      også se Rom."
 22.  Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og
      Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

 23.  Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af
      Vejen.
 24.  Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv
      og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
 25.  Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte
      Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af
      dette Arbejde.
 26.  Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien
      har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde,
      idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
 27.  Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal
      komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's
      Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes
      Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive
      krænket."
 28.  Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og
      sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"
 29.  Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret
      og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller,
      med sig.
 30.  Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte
      Disciplene ham det ikke.
 31.  Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud
      til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
 32.  Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i
      Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare
      komne sammen.
 33.  Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren;
      men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en
      Forsvarstale til Folket.
 34.  Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een
      Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"
 35.  Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus!
      hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er
      Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
 36.  Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke
      foretage eder noget fremfusende.
 37.  Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere
      eller bespotte eders Gudinde.
 38.  Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da
      holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde
      hinanden for Retten!
 39.  Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive
      afgjort i den lovlige Forsamling.
 40.  Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i
      Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette
      Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."
 41.  Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:15 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/44_19.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free