Bibelen / Apostelenes gerninger 23 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Apostelenes gerninger 23

  1.  Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har
      med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."
  2.  Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at
      slå ham på Munden.
  3.  Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og
      du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven
      befaler du, at jeg skal slås."
  4.  Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"
  5.  Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er
      Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du
      ikke tale ondt imod."
  6.  Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men
      den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg
      er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes
      Opstandelse er det, jeg dømmes."
  7.  Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og
      Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
  8.  Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller
      nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.
  9.  Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af
      Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde
      intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel
      har talt til ham!"
 10.  Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus
      skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå
      ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
 11.  Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig,
      thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du
      også vidne i Rom."

 12.  Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og
      forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller
      drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.
 13.  Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end
      fyrretyve i Tal.
 14.  Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi
      have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget,
      førend vi have slået Paulus ihjel.
 15.  Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at
      han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag
      nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer
      derhen."
 16.  Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og
      gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
 17.  Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før
      denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at
      melde ham."
 18.  Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den
      fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til
      dig, da han har noget at tale med dig om."
 19.  Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og
      spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
 26.  Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade
      Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville
      have nøjere Underretning om ham.
 21.  Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd
      af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig
      til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham
      ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."
 22.  Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal
      ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."

 23.  Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører
      to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og
      halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den
      tredje Time i Nat; "
 24.  og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og
      føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
 25.  Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
 26.  "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
 27.  Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel;
      men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg
      erfarede, at han var en Romer.
 28.  Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte
      jeg ham ned for deres Råd
 29.  og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i
      deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller
      Fængsel.
 30.  Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et
      hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt
      ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre
      for dig, hvad de have imod ham."
 31.  Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte
      ham om Natten til Antipatris.
 32.  Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte
      selv tilbage til Borgen.
 33.  Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen
      Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.
 34.  Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han
      var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
 35.  "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede."
      Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.