Bibelen / Apostelenes gerninger 27 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Apostelenes gerninger 27

  1.  Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien,
      overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand
      ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
  2.  Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til
      Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og
      Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
  3.  Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede
      Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde
      Pleje.
  4.  Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden
      var imod.
  5.  Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom
      til Myra i Lykien.
  6.  Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til
      Italien, og bragte os over i det.
  7.  Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og
      næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi
      ned under Kreta ved Salmone.
  8.  Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som
      kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.
  9.  Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var
      farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus
      dem og sagde:
 10.  "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen
      Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."
 11.  Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på
      det, som Paulus sagde.
 12.  Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de
      fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen
      og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod
      Sydvest og Nordvest,
 13.  Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres
      Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under
      Kreta.
 14.  Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den,
      den såkaldte "Eurakvilo".
 15.  Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden,
      opgave vi det og lode os drive.
 16.  Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede
      vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
 17.  Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og
      omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive
      kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således
      drive.
 18.  Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at
      kaste over Bord.
 19.  Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets
      Redskaber.
 20.  Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og
      vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af
      alt Håb om Redning os betaget.
 21.  Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus
      frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt
      mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne
      Ulykke og Skade.
 22.  Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl
      af eder skal forgå, men alene Skibet.
 23.  Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg
      tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:
 24.  "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og
      se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."
 25.  Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til
      Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.
 26.  Men vi må strande på en Ø."
 27.  Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav,
      kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i
      Nærheden.
 28.  Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere
      fremme atter loddede, fik de femten Favne.
 29.  Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire
      Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.
 30.  Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og
      firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre
      ud fra Forstavnen,
 31.  da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom
      disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."
 32.  Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.
 33.  Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage
      Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have
      ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
 34.  Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette
      hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt
      for nogen af eder."
 35.  Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for
      alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
 36.  Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.
 37.  Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og
      halvfjerdsindstyve Sjæle.
 38.  Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at
      kaste Levnedsmidlerne i Søen.
 39.  Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en
      Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte
      Skibet ind på.
 40.  Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste
      tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden,
      holdt de ind på Strandbredden.
 41.  Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der
      satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod
      urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
 42.  Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne,
      for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
 43.  Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i
      dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først
      kaste sig ud og slippe i Land,
 44.  og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af
      Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.