- Project Runeberg -  Bibelen /
Apostelenes gerninger 28

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Apostelenes gerninger 28

  1.  Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.
  2.  Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de
      tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns
      og Kuldens Skyld.
  3.  Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der
      en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.
  4.  Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til
      hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen
      ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."
  5.  Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.
  6.  Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde
      død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete
      ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han
      var en Gud.
  7.  Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn
      Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os
      venligt Herberge i tre Dage.
  8.  Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og
      Blodgang.  Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på
      ham og helbredte ham.
  9.  Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme,
      til ham og bleve helbredte.
 10.  De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om
      Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

 11.  Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et
      aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte
      Tvillingernes Mærke.
 12.  Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.
 13.  Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags
      Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.
 14.  Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i
      syv Dage. Og så droge vi til Rom.
 15.  Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til
      Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han
      Gud og fattede Mod.
 16.  Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til
      Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for
      sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

 17.  Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de
      fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han
      til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort
      Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som
      Fange i Romernes Hænder,
 18.  og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi
      der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.
 19.  Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig
      ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage
      mit Folk for.
 20.  Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og
      tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne
      Lænke."
 21.  Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om
      dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt
      eller sagt noget ondt om dig.
 22.  Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti
      er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."
 23.  Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i
      Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om
      Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose
      Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.
 24.  Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre
      troede ikke.
 25.  Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt
      dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten
      Esajas til eders Fædre og sagt:
 26.  "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og
      ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;
 27.  thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
      tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
      med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
      sig, så jeg kunde helbrede dem."
 28.  Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt
      til Hedningerne; de skulle også høre."
 29.  Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor
      Trætte imellem dem indbyrdes.
 30.  Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle,
      som kom til ham,
 31.  idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al
      Frimodighed, uhindret.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:15 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/44_28.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free