Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO
Begavet.
«Ja, det har jeg. Dersom De vil tale med ham, er
De rigtig snil, Madame Norderud. Jeg indser, at jeg har
baaret mig skrækkelig galt ad, og at Finne er en Slyngel.»
«Det er han. Bare han ikke har fordærvet Gutten.
Det er det værste. Ja, vent bare, til Konfirmationen er
over, saa skal jeg tale et Alvorsord her i Huset.»
Dermed sagde hun Godnat og gik.
Den følgende Dag kom der Fremmede fra
Hovedstaden, som skulde være paa Falkestad, til Konfirmationen
var over.
Det var Grosserer Verlunds Frue og hendes Søn,
Ferdinand.
Grosserer Verlund og Falk havde længe staaet i
Handelsforbindelser, Kornforretninger, og naar Falks var
inde i Hovedstaden, boede de altid hos Verlunds. Derfor
var disse nu inviteret; men Grossereren selv kunde ikke
komme.
Fru Verlund var en liden, tyk Kone med blankt, sort
Haar, der laa glatkjæmmet nedover Tindingen og Ørene
med smaa sirlige Tunger i Kanten som et Par
Sørgedrap-perier af udhugget Glansekaliko. Hun havde tykke
Guld-dobber i Ørene, Brosche, Guldkjæde og tykke Guldarmbaand
og var klædt i en tyk brun Silkekjole.
Sønnen, der var et Aar ældre end Lorenz, var en ung
Hovedstadsløve i en elegant lys Sommerdragt. Han var et
smukt ungt Menneske med friseret sort Haar og en
Antydning til en sort Knebelsbart.
De unge Herrer havde ikke seet hinanden, siden de
var smaa, og maalte hinanden med kritiske Blikke.
Ferdinand var øiensynlig forbauset over, at Lorenz ikke var mere
bondeagtig, men næsten ligesaa flot som ham selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
