Det er en vaad og kuldeklam Novemberdag med store, drivende Skyer, det jages hen over Himlen af heftige Vindstød og af og til pisker Folk og Fæ en isnende kold regn i Ansigtet.
Scenen er Landsbyens Kirkegaard.
Sognefoged Lars Andersen er stedet til den evige Hvile. Følget sjokker gennemblødt bort fra Graven, hvor to Mænd i lerplettede, tilsmudskede Benklæder og Stumpjakker øjeblikkelig giver sig til med Skovle og Spader at vælte tilbage ned paa sin Plads i Dybet den Jord, som de for et Par Dage siden i deres Ansigts Sved har gravet op.
Præsten iler med lange Skridt og højtopløftet Kjole frem gennem Mængden, der langsomt viger til Side og trevent letter paa Huer og Hatte. Velærværdighedens Galocher svupper i Gangstiens vællingagtige Dynd, og store, tunge Regndraaber falder ham fra Skyggen af den høje Cylinderhat med et Smæld ned paa Pibekraven. I de foldede Hænder foran paa Maven holder han den guldsnittede Rituaibog.
Uden for Kirkegaardsporten stiger Amtmanden og Hofjægermester v. Bardenheim, begge i Uniform, op i den lukkede Karosse fra Ornegaarden. De høje Herrer har vist Lars Andersen den Ære at overvære hans Begravelse. Han var jo dog en Sort Embedsmand.
Pastoren samler Kjolen og Ritualbogen i sin ene blaafrosne Haand og tager Cylinderen dybt af med den anden, da han passerer Vognen. Hofjægermesteren og Amtmanden hilser igen. Hvorpaa Hr. v. Bardenheim ud gennem Vinduet og Stormen raaber: I Guds Navn, Mikkel! - Kusken slaar et Knald, Hestene springer frem, og Karossen sætter sig i Bevægelse med et saa kraftigt Ryk, at Hans Højvelbaarenhed Amtmanden giver Hans Højvelbaarenhed Hofjægermesteren et drøjt Puf i Maven. Men de ler bare begge godt og hjerteligt deraf; skudrer sig til Rette ved Siden af hinanden paa Sædet; gaber derpaa et Par Gange og falder hen i en behagelig Halvslummer, hvorunder deres Tanker med store, glade drømmende Smil kredser om det nitidt dækkede Bord i Ornegaards højloftede Madsal.
Dog ytrer Hofjægermesteren (som en Slags Undskyldning, forinden han helt lader sig henføre): Der er noget voldsomt trættende ved saadan en Begravelse, Amtmand.
Hvortil Amtmanden (svarer med et Skuldertræk): ja-a
Hofjægermesteren: Man maa staa saa meget!
Amtmanden: Man maa jo gøre sin Pligt, kære v. Bardenheim.
Hofjægermesteren (gaber utøjlet): Naturlig, ja!
Og saa tales der Højvelbaarenhederne imellem ikke mere denne Sinde.
Pastoren er imidlertid vadet over Kørevejen og er forsvunden i Præstegaarden lige overfor.
Det øvrige Ligfølge, Bønder, Husmænd og Tjenestekarle, spreder sig til alle Sider og traver to og to, eller en Klump i Følge ind over opblødte Marker, ad lerede Stier og dyndede Veje til deres Hytter og Gaarde. Nogle tænker paa, at nu kommer de aldrig mere til at spille Seksogtres med Lars Andersen, eller slaa en Handel af med ham om en Ko eller en Hest. Andre tænker paa, at de godt kunde ha' taget lidt bedre for sig af Retterne ved Begravelsesfrokosten paa Gaarden i Formiddags. Nogle spekulerer over, om Marenstine vil sidde Enke alle sine Dage, eller hun vil gifte sig med Niels Forkarl, som Snakken jo gaar om. Andre igen kaster et sløvt Blik ud over de nøgne Marker og bladløse Pile, som Storm og Regn susende farer hen over; og de sukker stille ved Tanken om, at Søren Rosin har spaaet, at det vil blive en streng Vinter. Men de fleste hverken tænker, spekulerer eller sukker; de bare sjokker af Sted efter Næsen som Kreaturer, der skal hjem i Baasen.
Uden for Kirkegaarden staar den afdødes nærmeste mandlige Familie: Rasmus Andersen og Hans Henrik Andersen, Sognefogdens yngre Brødre; begge Gaardmænd, begge velhavende, begge fede. De er i langskaftede Fedtlæderstøvler, mørkeblaat Vadmelstøj og et særegent Slags Filthatte, der ligner omvendte Kasseroller med Skygge. Omkring Halsen har de tykke, strikkede Tørklæder, graa med brogede Borter og Frynser, der stikker frem neden for Frakkerne.
Disse to Herrer er høje, velvoksne og rolige. Men ved Siden af dem staar en lille, spinkel Mand med et blegt Ansigt og smaa, nervøse, elektriske Bevægelser af Arme og Ben. Det er Søren Jeppesen, kaldet Søren Rosin. Han er Broder til afdødes Kone, Ungkarl og af Metier Hjulmand. Han er købstadklædt: sort Frakke, mørke Benklæder, rund Filthat, Krave, Manchetter og Paraply.
Til disse tre sørgende har sluttet sig Degnen, Sloman-Henriksen, en yngre Seminarist og Højskolemand, der har modtaget Indbydelse til at indtage en Bid Brød i Sørgehuset sammen med Familien.
Noget fra denne Gruppe staar Forkarlen Niels med Hænderne dybt i Bukselommerne og skuler hen til sin Madmoders Slægtninge med Trods i Blik og Holdning.
Der har længe gaaet det Rygte i Sognet, at Niels og Marenstine har levet nærmere hinanden, end Dyd og Moral hiemler. Niels er treogtredive Aar, og Marenstine syvogfyrre. Men Kærlighed har jo som bekendt ingen Alder. Og saa var den afdøde Sognefoged til og med seksoghalvfjers.
Dog er der et Barn af dette Ægteskab, en Søn paa fire Aar. Han kom til Verden et Aars Tid efter, at Niels havde tiltraadt Pladsen som Forkarl paa Gaarden. Den gamle Avlskarl duede nemlig ikke. - -
Nu sætter Degnen og de tre Slægtninge sig i Bevægelse ned ad Vejen langs Kirkediget. Forkarlen følger efter i nogen Afstand.
En Byge kommer plaskende hen over Markerne; og inde fra Kirkegaarden høres den dumpe Lyd af Jordklumperne, der skovles ned over Lars Andersens Kiste.
Søren Rosin (kigger med det ene Øje halvt lukket frem efter
Bygen, der stærkt nærmer sig): Jeg tror, jeg sla'r Permepliksen op, inden hun er her!
Degnen (hen paa Læsiden af ham): Kan der erholdes fornøden
Tilladelse til at søge Ly under dine beskyttende Vinger, Søren Hjulmand?
Søren Rosin: Hvorfor har Du ikke din egen med?
Degnen: Den er netop i Brug af min Kone.
Søren Rosin: Saa-aa? Hvor er hun da henne?
Degnen: Hun bistaar Madam Andersen i Sørgehuset.
Bygen har nu naaet de vejfarende og slaar susende ned over dem. Degnen kryber tættere ind til Søren, der søger at skærme sig paa bedste Maade med sin Paraply uden at tage Spor af Hensyn til sin Følgesvend.
De to Gaardmænd vandrer støt af Sted uden at lade sig afficere af Elementernes Rasen.
Og Niels Forkarl følger stadig Trup slentrende af Sted i samme Afstand, med Haenderne i Lommen og agtpaagivende Øjne.
En Stund gaar man fremad uden Ord; men saa bryder det pludselig ud af Søren Rosin: Satan til Kæltringevejr!
Degnen: ja - de stakkels Søfolk!
Næ man sku' ha' sig en Kvipage som ham den tykke fra Ornegaarden aa kryve ind i, naar Vorherre var i det Hjørne! ... Hva' Rasmus?
Rasmus Gaardmand (uden at tænke): Ja-a ...
Degnen: Goderne er lidt ulige fordelte ...
Søren Rosin: Det er di s'gu! Og hvor har di faaet dem fra, di
andre? Lige kontant ved aa pille aa plukke dem ud a' Lommen paa vos Smaafolk! ... Hva' Rasmus?
Rasmus Gaardmand: Ja-a ... Véd Du no'et om, Søren, om Marenstine vil beholde Hingsten?
Søren Rosin: Hva' for en Hingst? Er det ham, der gaar bagved, Du mener? Ham slipper hun s'gu'nte!
Rasmus Gaardmand: Naa-aa, det skal da vise sig!
Hans Henrik, (der hidtil bar holdt sig ganske passiv, siger med sammenbidte Tænder): ja, det skal vise sig!
Rasmus Gaardmand: Saadan en Stodder kan vi vel nok rejere! ... Næi, jeg mener Aktiehingsten. Véd Du, om hun vil beholde den?
Søren Rosin (uskyldig): Det maa Du jo bedre vide sæl, lille Rasmus, for Du skal vel være hendes Latværge.
Degnen (beskedent belærende): Det hedder vist Lavværge, lille Søren ...
Søren Rosin: Det er s'gu lige meget, hva' det hedder, for Meningen er den samme! ... Hva' Rasmus?
Rasmus Gaardmand (med et ondt Blik): ja-a, det er den vel ...
Ogsaa Hans Henrik sender Søren et bistert Øjekast. Men han siger ingenting, han nøjes med at knytte sine store, røde Hænder.
Man drejer nu ned ad en Markvej, der fører lige ned til Sognefogdens Gaard.
Regnen er næsten ophørt, og Solen skinner af og til frem mellem de drivende Skyer.
Søren Rosin (peger frem mod Gaarden): Marenstine kommer til aa sidde lunt inden Døre! ... Hva' Rasmus? Det er en skønne Gaard. Der bli'er s'gu no'et aa gaa ind til, om hun forandrer sig.
Rasmus brummer noget i Skægget. Ej heller nogen af de andre svarer. Alle ser de bare ned mod Gaarden, der ligger hvid og stor nede i en lille Sænkning fremme foran dem. Den ser pyntelig og vel vedligeholdt ud med kalkede Mure, mosgroede Rørtage og sorte, tjærede Porte. -
Pludselig kommer en stor, rødbroget Køter farende frem bag Bygningerne og modtager de kommende med en rasende Gøen. Den stiller sig op lige foran Porten som for at forsvare Adgangen.
Søren Rosin (med blød, kælen Røst): Hvidlap, Hvidlap! Kom min Dreng! Det er jo vos! Kom saa da, kom saa da!
Men Hvidlap gør bare højere og flytter sig ikke. Saa bøjer Rasmus sig ned for at tage en Sten og slynge efter den. Men i samme Øjeblik springer Dyret løs paa ham og vil bide.
Saa lyder der en kaldende FIøjten. Hunden standser og ser sig om. og derpaa farer den forbi Mændene og op ad Vejen. Og da de vender sig, ser de den danse omkring Niels Forkarl med alle Tegn paa overstrømmende Glæde.
Søren Rosin (klemmer det Øje sammen, der vender mod Degnen): Hæ, hæ, hæ! ... Hva' Sloman?
Og derpaa gaar Selskabet ind gennem Porten.
