Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - II. Maman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 Barndom og Drengeaar.
— Ich danke, lieber Karl Ivånitsch, sagde hun
og spurgte fremdeles paa lysk;
— Har Børnene sovet godt ?
Karl Ivånitsch var døv paa det ene Øre og
Larmen ved Klaveret gjorde, at han nu slet intet
hørte. Han bøjede sig nærmere over Sofaen, støt-
tede sig med Haanden til Bordet, og som han stod
dér paa ét Ben og smilede forekom han mig den
personificerede Elegance; han lettede paa Huen og
spurgte:
— De undskylder mig, Nathalie Nikolåjevna?
For ikke at forkjøle sit skaldede Hoved, tog
Karl Ivånitsch aldrig Huen af; men hver Gang han
traadte ind i Dagligstuen, udbad han sig altid først
Tilladelse dertil.
— Behold den paa, Karl Ivånitsch .... Jeg
spørger Dem, om Børnene har sovet godt? sagde
maman temmelig højt, idet hun rykkede nærmere
hen til ham.
Men han kunde alligevel ikke høre noget;
han satte blot sin lille røde Hue til rette paa sin
skaldede Isse og smilede endnu mere elskværdig
end før.
— Hold op et Øjeblik, Mimi, sagde maman,
idet hun smilede til Maria Ivånovna: — man kan
slet ikke høre noget.
Moders Ansigt var altid smukt, men naar hun
smilede, blev det dog ulige skjønnere, og alt, hvad
der omgav hende, fik som nyt Liv. Dersom jeg i
tunge Øjeblikke blot kunde opnaa et Glimt af dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
