Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - VII. Jagten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jagten. 53
sét mit Fejlgreb (som bestod i at jeg ikke havde
holdt mig tilbage) og sagde blot med et foragteligt Blik
paa mig: „Ej, Herre!" Men man skulde have hørt
den Tone, hvori han sagde det! Jeg havde heller
set, at han havde hængt mig op ved Saddelknappen,
som en skudt Hare.
Jeg blev endnu længe staaende i dyb Fortviv-
lelse paa det samme Sted og uden at kalde paa
Hunden, gjentog jeg blot, medens jeg slog mig paa
Laarene:
— Gud, hvad har jeg gjort!
Jeg hørte, hvorledes Støverne jog videre, hvor-
ledes Klapperne arbejdede paa den anden Side af
Øen, saa man fik Haren drevet ud af Skoven, og
hvorledes Turka blæsende paa sit umaadelige Horn
kaldte Hundene sammen, — men jeg rørte mig
stadig ikke ud af Stedet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
