Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXIII. Efter Mazurka’en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Barndom og Drengeaar.
saa aabent og godmodigt Udtryk, at min Frygt for-
lod mig.
— Især efter Aftensbordet, vedblev jeg ... Men
dersom De vidste, hvor jeg beklager (jeg vilde
have sagt, „hvor jeg er bedrøvet over," men turde
ikke) at De snart tager bort og vi aldrig mere faa
hinanden at se.
— Hvorfor skulde vi ikke mere ses? sagde
hun, idet hun ufravendt betragte Spidserne af sine
Sko og lod Fingrene glide hen over Træmmerne
paa et Skærmbrædt, som vi kom forbi: — hver
Tirsdag og Fredag er vi ude at kjøre med Moder
paa Boulevarden. Spadserer De maaske ikke?
Vi vil absojut bede om Lov til at gaa ud
paa Tirsdag, og hvis man siger Nej, løber jeg alene
— uden Hue. Jeg kjender Vejen.
— Véd De hvad? sagde Sonitschka pludse-
lig: — der kommer nogle Drenge til os, som
jeg er Dus med; skal vi To ikke ogsaa sige Du
til hinanden? Vil Du? tilføjede hun, idet hun
rystede med Lokkerne og saae mig lige ind i
Øjnene.
I det samme traadte vi ind i Salen, hvor Ko-
tillonen var i fuld Gang.
— Jo; jeg vil gjerne være Dus med Dem, sagde
jeg i et Øjeblik, hvor Musiken og Larmen kunde
overdøve mine Ord.
— Med Dig og ikke med Dem, rettede So-
nitschka og gav sig til at le.
Kotillonen var forbi, medens jeg endnu ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
