Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De sidste sørgelige Minder. 189
drejet sig om de alier almindeligste Ting, som hun
selv havde set, og som umulig kunde vække Tvivl
hos Nogen. Jeg hørte paa hende med tilbageholdt
Aandedræt og, skjøndt jeg ikke rigtig forstod, hvad
hun sagde, troede jeg hende dog ubetinget.
— Ja, Kjære, nu er hun her; hun ser paa os,
maaske hører hun ogsaa paa, hvad vi siger, sluttede
Nathalie Såvischna, idet hun lod Hovedet synke
og tav. — Da hun havde Brug for et Lommetør-
klæde til at aftørre Taarerne, rejste - hun sig op,
saae mig lige ind i Øjnene og sagde med en Stemme,
der bævede af indre Bevægelse:
Jeg er kommen Vorherre et godt Stykke
nærmere ved denne Lejlighed. — Hvad har jeg
tilbage her? Hvem skal jeg leve for? Hvem skal
jeg h o l d e a f ?
- Holder De maaske ikke af os? sagde jeg i
en bebrejdende Tone, medens jeg neppe kunde
holde Taarerne tilbage.
— Gud véd, hvor meget jeg holder af Jer, I
velsignede Børn; men jeg har aldrig holdt saa me-
get af noget Menneske, som af hende, og jeg kan
det heller ikke.
Stemmen svigtede hende, hun vendte sig bort
og brast i Graad.
Jeg tænkte ikke mere paa at sove; vi sade
tavse overfor hianden og græd.
Idet samme kom Foka. Ved at bemærke,
hvorledes det var fat med os, vilde han ikke for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
