Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De sidste sørgelige Minder. 191
— Hvad er der at gjøre? Han siger, det er
gaaet med altsammen.
- Nu, saa ta’ det, dér! Lad ham ha’ det!
Denne pludselige Overgang fra den rørende
Tone, hvori hun havde talt med mig, til Brummen
og smaalige Beregninger, slog mig dengang meget.
Ved senere at tænke herover har jeg indset, hvor-
ledes hun, til Trods for, hvad der foregik i hendes
Indre, har havt Selvbeherskelse nok til at passe
sin Dont, lige som Vanens Magt gjorde, at hun
ufortrødent hængte ved sine sædvanlige Beskjæf-
tigelser. Sorgen opfyldte hende i den Grad, at det
ikke faldt hende ind at skjule, at hun ogsaa kunde
beskjæftige sig med andet; hun vilde ikke engang
have forstaaet, hvorledes man kunde falde paa saa-
dan noget.
Af alle Følelser er Forfængelighed den, der
har mindst at g;øre med virkelig Sorg, og ikke
desto mindre er den saa fast indgroet i den menne-
* .skelige Natur, at selv den største Sorg kun yderst
sjeldent er i Stand til at fordrive den. Forfænge-
lighed i Sorgen ytrer sig ved Ønsket om at synes
enten bedrøvet eller ulykkelig eller fast, og slige
lave Ønsker, som vi ikke ville vedkjende os, men
som vi dog, selv i de sørgeligste Tilfælde, næsten
aldrig kunne sige os fri for, berøve Sorgen dens
Styrke, Værd og Inderlighed. Hvad Nathalie Så-
vischna derimod angaar, saa havde Ulykken ramt
hende saa dybt, at der ikke var et eneste Ønske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
