Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 Barndom og Drengeaar.
mere tilbage i hendes Sjæl, og hun levede kun af
Vane.
Efter at have udleveret Fokå de forlangte Va-
rer og mindet ham om Postejen, som skulde bages
til Præsterne, lod hun ham gaa, tog sin Strikke-
strømpe og satte sig paany ved Siden af mig.
Vi begyndte, hvor vi slap; vi græd endnu en-
gang sammen og aftørrede endnu engang vore
Taarer.
Disse Underholdninger med Nathalie Såvischna
gjentoge sig hver Dag; hendes stille Taarer, simple
og gudfrygtige Tale var mig en Trøst og Husva-
lelse.
Men vi maatte snart skilles fra hinanden; tre
Dage efter rejste hele Familien til Moskow, og jeg
fik hende aldrig mere at se.
Bedstemoder erfarede først den frygtelige Nyhed
ved vor Tilbagekomst, og hendes Sorg gik over
alle Grænser. Vi fik ikke Lov at komme ind til
hende, da hun en hel Uge var uden Bevidsthed,,
saa Lægerne endogsaa frygtede for hendes Liv, saa
meget mere, som hun ikke blot ikke vilde vide af
nogen Medicin at sige, men heller ikke vilde tale
med Nogen, ikke sov og ikke tog nogen som helst
Føde til sig. Undertiden som hun sad alene i Væ-
relset i sin Lænestol, kunde hun pludselig begynde
at le; derfra gik hun over til at hulke med taare-
løse Øjne, fik Krampe og med en uhyggelig Stemme
raabte hun nogle meningsløse eller skrækkelige
Ord. Det var den første store Sorg, der havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
