Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I52 DOKTOR MOREAUS, Ø.
men en vis kaninagtig Tilbøjelighed hos dem til at
l opæde deres Unger havde umuliggjort hans
Hen
|* sigt. Jeg havde allerede truffet nogle af disse
Skabninger, baade den Aften, da jeg flygtede for
Leopard-Manden, og den foregaaende Dag, da jeg
blev forfulgt af Moreau. En af dem, der hoppede
af Sted for at undfly os, faldt tilfældigvis ned i et
Hul i Jorden, som et omstyrtet Træs Rødder havde
revet op. Førend den kunde smutte op igen,
lykkedes det os at fange den. Den hvæsede som en
Kat, kradsede og sparkede voldsomt med
Bagbenene, og forsøgte at bide, men dens Tænder var
altfor svage til, at det kunde gøre ondt. Jeg syntes,
at den var en ganske køn lille Skabning, og da
Montgomery erklærede, at den aldrig ødelagde
Grønsværet ved at grave Huler og var meget
renlig i sine Sædvaner, skulde jeg næsten tro. at
den med Held maatte kunne erstatte de
sædvanlige Kaniner i Herregaardshaver.
Vi saa ogsaa paa vor Vej et Træ, af hvis
| Stamme Barken var flaaet i lange Striber og Veddet
indenfor revet i Splinter. Montgomery gjorde mig
opmærksom herpaa. »Ikke flaa Barken af Træerne;
det er Loven,« sagde han. »Der er somme af dem,
der blæser Loven et Stykke!« — Kort efter, hvis
jeg husker ret, mødte vi Satyren og Abe-Manden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
