Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P 2 F
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD. 17790
Leopard-Manden havde maattet bukke under. Det
var det Hele.
De stakkels Dyr! Jeg begyndte at faa Øjnene
op for en nederdrægtigere Side ved Moreaus
Grusomhed. Jeg havde ikke før tænkt paa den Smærte
og Bekymring, som maatte ramme disse stakkels
Ofre, efter at de var slupne ud af Moreaus Hænder.
Jeg havde kun gyst ved Tanken om de Dage fulde
af legemlige Pinsler, som de maatte udstaa i
Indhegningen. Men nu forekom dette mig at være det
Ringeste. Tidligere havde de været Dyr og haft
Instinkter, der var nøje afpassede efter deres
Omgivelser — de havde været saa lykkelige som
levende Væsener kan være. Nu ravede de af Sted,
betyngede med den menneskelige Tilværelses Lænker,
levede i en Frygt, som aldrig kunde forsvinde, og
plagedes med en Lov, som de ikke kunde forstaa;
den Parodi paa et Menneskeliv, som de levede,
begyndte i Kvaler og var een eneste lang indre
Kamp, een eneste lang Rædsel for Moreau — og i
hvilken Hensigt? Det var det Letfærdige i Moreaus
Handlemaade, som oprorte’mig.
Dersom han havde haft et eller andet
forstaaeligt Formaal, kunde jeg i det mindste indtil
en vis Grad have sympathiseret med ham. Saa
fintfølende ligeoverfor Smærte er jeg da heller ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
