Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ALENE BLANDT DYREFOLKENE. 213
ledes nærme mig Kløften med Hytterne uden at
behøve at gennemskære Krattet, hvor jeg var udsat
for mulige Baghold.
Da jeg havde fulgt Strandbredden omtrent en
halv Fjerdingvej, fik jeg Øje paa et af mine tre
Dyremennesker, som traadte ud fra Krattet og kom
henimod mig. Mine egne Fantasier havde nu gjort
mig saa nervøs, at jeg øjeblikkeligt trak Revolveren
frem. Selv Væsenets forsonlige Fagter afvæbnede
mig ikke.
Tøvende kom det nærmere. »Gaa bort,« raabte
jeg. Der var i dette Væsens krybende Holdning
noget, der stærkt mindede om en Hund. Det trak
sig lidt tilbage, akkurat som en Hund, der faar
Ordre til at gaa hjem, studsede derpaa og saa
bønfaldende paa mig med sine brune Hundeøjne. »Gaa
bort,« gentog jeg. »Kom mig ikke nær.«
»Maa jeg ikke komme dig nær?« sagde Væsenet.
»Nej. Gaa bort,« vedblev jeg og smældede med
min Pisk. Saa tog jeg Pisken mellem Tænderne og
bukkede mig ned efter en Sten, og denne truende
Bevægelse jog Væsenet bort.
Saaledes naaede jeg uden Ledsager
Dyrefolkenes Kløft, skjulte mig blandt de Planter og
Rør, der skilte denne Klippespalte fra Havet, og
holdt Øje med dem, der viste sig, idet jeg stræbte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
