Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYREFOLKENES TILBAGEFALD. 231
jeg ikke kom til at sætte den i Søen. Men den
Gang følte jeg mig saa fortvivlet over dette
fejlslagne Haab, at jeg i nogle Dage sad helt sløv
paa Strandbredden, stirrede paa Vandet og tænkte
paa at dø.
Men det var dog ikke min Hensigt at tage
Livet af mig selv, og der hændte da ogsaa en
Begivenhed, som paa en Maade, der ikke var til
at misforstaa, advarede mig imod den Taabelighed
at lade Dagene gaa saaledes — thi hver Dag
voksede Faren for et Overfald fra Dyrenes Side.
Jeg laa en Dag i Skyggen af Indhegningens Mur
og stirrede ud over Havet, da jeg med eet foer
op ved at føle noget Koldt røre ved min Hæl;
jeg drejede mig om og opdagede det lille
blegrøde Dovendyr, som med plirende Øjne saa mig
ind i Ansigtet. Det lille Væsen havde for længe
siden mistet Taleævnen og de hurtige Bevægelser,
dets stride Haarvækst blev Dag for Dag tættere
og dets stumpede Kløer skævere. Da det saa, at
det havde vakt min Opmærksomhed, udstødte det
en stønnende Lyd, gik et lille Stykke Vej henimod
Buskadset og skottede saa tilbage til mig.
Straks forstod jeg ikke dets Mening, men lidt
efter faldt det mig ind, at det vilde have, at jeg
skulde følge efter det, og dette gjorde jeg da ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
