Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET ALENE. 241
Sjæl, som en fjærn Sky, en Frindring, en svag
Mistillid; men der er Tider, hvor denne lille Sky
breder sig og formørker hele Himlen. Jeg ser mig
om og betragter mine Medmennesker. Og jeg
ræddes. Jeg ser Ansigter med skarpe, klare Øjne,
andre sløve eller truende, atter andre urolige og
upaalidelige — men intet, der lyser af en fornuftig
Sjæls rolige Myndighed. Jeg har en Følelse, som
om Dyret i dem var ved at stige op til
Overfladen, og venter hvert Øjeblik at se det samme
nedværdigende Skuespil som paa hin Ø opført
efter en større Maalestok. Jeg ved, at dette er en
Indbildning, og at disse tilsyneladende Mænd og
Kvinder rundt om mig virkelig er Mænd og
Kvinder og altid vil vedblive at være det, at de
er fuldkomment fornuftige Skabninger, opfyldte af
menneskekærlige Tilbøjeligheder og medlidende
Omsorg, hævede over Instinkter og ikke Slaver
af nogen fantastisk Lov — at de kort sagt er
forskellige fra Dyrefolkene i Eet og Alt. Alligevel
gyser jeg tilbage for dem, for deres
nysgærrige Blikke, deres Spørgsmaal og deres Hjælp,
og længes efter at slippe bort fra dem og være
alene.
Det er Grunden til, at jeg har taget Bolig
Wells: Doktør Moreaus Ø, 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
