Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot Golgata - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
«Ikkje nokka værre end at eg vel sedd her aa
kvil meg en stund. Vil du kje ha meg lel aa læs
aat deg?»
Forslaget rørte hende saa hun graat.
«Tak før da, Permand! — — Ta salmebokja.
Saa læs du No. 570.«
Peder slog op salmen; om en stund begyndte han
at læse med rolig, vakkert maal:
«Jeg veed mig en Søvn i Jesu Navn,
den kvæger de trætte Lemmer,
der redes en Seng i Jordens Favn,
saa moderlig hun mig gjemmer,
min Sjæl er hos Gud i Himmerig,
og Sorgerne sine glemmer.
Jeg veed mig en Aften-Time god,
og længes vel sommetider,
naar jeg er af Reisen træt og mod,
og Dagen saa tungsomt skrider:
Jeg vilde til Sengs saa gjerne gaa,
og sove ind sødt omsider.
Jeg veed mig en Morgen lys og skjøn,
der ringes i Livsens Lunde,
da kommer han. Guds velsigned’ Søn,
med lystelig Ord i Munde,
da vækker han os af Søvne op
Alt udi saa sæle Stunde.))
Første verset sa han bare. Men som han læste
videre, var det som om sorgens mægtige alvor og
store høitid, og alle sande kristnes sidste haab,
som salmen tolket, begyndte at dia efter; uten at
merke det selv kom han med i læsningen —
stemningens ukunstlede renhet, poesiens mægtige flugt
tok ham med saa maalet blev varmt av alvor:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
