Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot Golgata - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
«Jeg haver den Morgen mig saa kjær,
og drager den tidt til Minde,
da synge jeg maa og se den nær,
den Sol som strør Guld paa Tinde,
som Smaafuglen ud mod Morgenstund
op under de høie Linde.))
Susie kom farende ut i kammerset, hun hadde
gutten paa armen og saa skræmt ut. «Kan du si
mig hvad du har for dig her? Du maa fare efter
hjælp straks!))
Han ænste hende ikke, la bare sterkere
inderlighet i læsningen:
«Da træder Guds Søn til Gravens Hus,
Hans Røst i al Verden høres,
da brydes alt Stengsel ned i Grus,
de dybe Havsgrunde røres,
han raaber: Du Døde, kom herud!
Og frem vi forklaret føres.))
Der stod Susie med Pete paa armen, øinene
urolig flakkende. Værmoren hadde foldet hændene,
med mimrende mund sa hun bønnen efter. — For
hun nu? Susie forstod intet, skjønte bare, at her
hadde de ting for sig som kun en viet prest maatte
røre ved. Og i rædsel ropte hun : «Du skal fare
efter presten straks saa hun kan faa den Sidste
Olje! Kald ikke forbandelsen ned over dig!»
Peder søp efter aanden, tungt, og saa læste han
klarere; strofene blev tunge av magt og
myndig-het, og av en rar glæde:
«Da aabnes den Dør til Himlens Stad,
der nævnes de Kaarnes Navne.
Gud lade os alle mødes glad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
