Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot Golgata - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
pande og læste langsomt den aronitiske
velsignelse:
((Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade
sit ansigt lyse over dig og være dig naadigt Herren
løfte sit aasyn paa dig og give dig fred!»
Presten reiste sig og rakte Peder haanden. «Nu
er en av Guds utvalgte vandret bort. «Herren
haster med at hente sine hjem.» Din mors
bortgang være dig til velsignelse!))
Peder steg unna for presten, han hørte ikke
hvad han sa, merket ikke at han tok
embeds-dragten av sig og pakket klærne og de hellige
kar, sanste knapt at han sa farvel og forlot
værelset. Straks han merket han var alene, kastet
han sig ned ved sengen og tok om morens kalde
haand. «Læt paa auan denna!» hikstet han. «Hør
du kje ke eg sei!» — Ubarmhjertig flenget
smerten, skar og skar. Som en vældig, A’oksende
stormflod kom selvanklagen væltende efter til han maatte
op og verge sig: «Det kje sandt — eg ha kje drepe
deg!» Pludselig isnet blodet i ham, musklene
stælnet — morens venstre øie stod halvaapent,
bent paa ham, stirrende, i likesæl, kald ro.
IX.
Tankene laa i svime. I sindet lyste bare den
ene forestillingen: Hun er død! Saa rent utrolig
dette. Hittil hadde moren været det ene
uforanderlige punkt i tilværelsen; enten sær eller blid var
det der forsynet sat, det som bestandig kredset om
alt han foretok sig. Nu var det borte. Og hans
skyld altsammen — det saa han ogsaa! Av
hensyn til Susie hadde han forsømt at døpe gutten,
— trodde ikke det gjorde stort enten fra eller til.
For en stakkars julemoros skyld hadde han latt
hende sitte alene den kvelden — nu laa hun der!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
