Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
Som et Siv, der knækkes, faldt han viljeløs
paa Knæ og foldede sine Hænder. Men Ordene
vilde ikke komme. Den Gud, han øjnede langt
borte, var en Gud med Død og svare Piner, men
dog vred han Hænderne og bad, for første Gang i
mange Aar.
Han syntes, at Barnet under dette saa paa
ham med et Smil, eller var det blot det Hvide, der
faldt ud og ind i Mundvigene? Men nu! O Gud!
Der gik en sagte Trækning gennem Drengens Krop —
og hans lille lyshaarede Hoved bøjedes ind i Døden,
medens Kaj krampagtig greb hans faldende Arm og
gennem Haanden følte Barnesjælen bortvejres som
hvide Blomsterfnug, der bortvejres af de lette Vinde.
— En isnende Kulde havde gennemfaret
Faderen, medens Moderen fortvivlet kastede sig
over Barnets Lig. Kaj var bleven rolig og ledte
mekanisk efter sin Kravatnaal, som han fandt paa
Gulvet og fastgjorde i sit Slips. Hans Blik strejfede
herunder Annas tunge Sko og hendes simple sorte
Kjole, der var sprunget op i Livet. Han havde
elsket hende. Nu var Fortryllelsen forbi. Hun var
ikke længer Moder til hans Barn.
Han trak Vejret lettere og syntes, han var ude
paa en aaben Snemark, ganske ene. I den friske
Sne var kun et eneste lille Fodspor synligt. Det var
Drengens Fodspor. Men det vendte bort fra ham
og udslettedes i det Fjerne.
Han rev sig ud af disse Tanker, vendte sig
og sagde:
„Anna, lad os gaa!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
