Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De første Jagter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 De første Jagter
Sporet til med Grisen i Posen og vendte
tilbage til mit Fyrretræ i samme Spor. Det
føg forresten næsten straks til af sig selv
igen.
Og saa sad jeg oppe paa min Gren uden
at røre mig, og det eneste Liv, der rørte sig,
var Hunden og Grisen, og det var ikke noget
Liv, men en Forbandelse.
Det forstod jeg, naar de klynkede dernede
Time efter Time angstfuldt og bedende.
Og da der langt borte i Skoven lød en sæl-
som, tudende Gøen, var det næsten ikke til
at holde ud, hverken for mig eller Hunden.
Vi rystede begge to. Vi rystede kun og tænkte
ikke paa noget andet end, at Tiden var for-
færdelig, sønderslidende lang.
Men paa en Gang rejste Hunden sin Krop,
saa højt den kunde, paa de stive Ben og
krummede Ryggen helt rund . . . Med Ho-
vedet vrænget til Siden stirrede den ind i
Krattet.
Havde jeg haft Børster paa Ryggen, hav-
de jeg rejst dem ligesom den. Men jeg følte,
at jeg en Gang for længe, længe siden under
en anden Skikkelse havde haft det, og at de
ogsaa havde rejst sig saadan lige i Vejret
fra en mager Rygrad.
Hunden vred sig næsten helt sammen, da
et stort, graat Dyr med gule, stikkende
Øjne i det spidssnudede Hovede kom ud af
Krattet.
Jeg vidste, at den skulde komme ud netop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
