Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114 For slet intet.
Saa gik de med hinanden i Haanden ad den
smalle Gangsti, som forte hen over Lyngen. Lcen-
gere nede slyngede en bred Aa sig gjennem Egnen,
Sivene bugtede sig, naar den svage Sommervind
soer henover dem, det glimrede og glitrede denne
Aften som smaa Solvstriber i Vandet, Stjernerne
speilede sig deri. Mette standsede lidt foran Broen
og ^tottede sig til Rcekvcerket, som om hun var troet.
„Hvor de skinne og lyse, de Stjerner. Deroppe
sidde de vist rolige og milde, og ingen leer eller
spotter, naar der gaaer en stakkels Pige forbi, som
glemte hvad hun skulde huske, deroppe er der vist
Fred, saalangt naaer Sorgen ikke, troer Du vel?"
Toger rystede paa Hovedet, meu svarede ikke.
„Er Gud mild og naadig?" spurgte hun
pludselig, „troer Du, han kan tilgive, at jeg har
syndet mod ham og mod Dig, og ikke er vcerd at
kaldes dit Barn?"
Hyrden lagde sin Haand paa hendes Hoved,
og hviskede med Loeber, der skcelvede: „Ja, ja mit
Barn! jeg tcenker, at han kan tilgive det."
„Ogsaa den tunge Sorg, jeg har bragt over
dine gamle Dage?"
Han stod og nikkede med Hovedet.
„Ogsaa at jeg bcerer et Barn under mit
Hjerte?" hviskede hun neppe horligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
