Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Dem fængsle af Deres smukke Cousines glimrende
Øine, nu drager De med os herfra til Mentone.«
Mere hørte Gazela ikke. Hun kastede alle sine
Blomster, og det kostede hende megen Moie at naae
tilbage til Lystl)uset, hvor Povitz sad, rolig og smi-
lende og tegnede et stort Amphitheater med sin Stok
i Sandet.
»Lad os gaa,« sagde hun heftigt. »Det bliver
koldt, det er jo en isnende Vind, der kommer ned
fra disse afskyelige Bjerge.«
Da Hardenberg samme Aften traadte ind i
Generalens Værelser, sad Gazela i Salonen, om-
given af Puder og lænet tilbage i Sofaen, smuk,
bleg og lidende. Povitz gik op og ned ad Gulvet
i dyb Tavshed, med en mork og nedboiet Pande.
»Vi talte om Dem,« sagde hun, uendelig mildt
og blodtz ,,kom, kjære Fætter, scet Dem her ved
min Side og her paa mig med Taalmodighed. —
Fader og jeg har nu, langt længere end vi burde,
lagt Beslag paa Deres Tid, Deres Person og Ev-
ner, vi har tilsidst levet os saaledes ind i den
Vane, at modtage Deres Tjenester og see Dem
skaane os for alle Vesvcerligheder, at vi slet ikke
tænkte mere derpaa. Jeg var svag og skrøbelig, da
vi modtes, — indbildt syg, sagde De, — jeg har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
