Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Han havde tabt sin Hat, og hans lange, sorte Haar
flagrede i Blæsten.
»Gudsader almægtigste frelse mig!« raabte han.
»Der er skeet en blodig Ulykke. Jeg og Christen
Brokdorf, Eskilds Søn, ham med den lange Næse-
kom op at skjændes, da vi sad og klinkede ved
Bordet. Der faldt strenge Ord paa begge Sider,
og han fordrede mig ud for Kaarden, det jeg ikke
vel kunde undslaa mig for. Nede i Toften fægtede
vi, og jeg stak ham midt igjennem, saa Jernet stod
ud af hans Rygrad. — Hvad siger Du dertil, mit
lille Hjertet — Det var en bedrovelig Lystighed. Slægt
og Venner bade godt for mig, og Sehested lovede
Bon og Lon for Drabet, men Brokdorfs Frænder
vare som galne, de vilde ikke tage mod Sone· Saa
sprang jeg op paa min Hest, og nu rider jeg ad
Holsten til, ud af Landet, detsnareste jeg aarker. —
Jlsel Du er min allerbedste Forlcengsel i denne
Verden, sorst maatte jeg da hen og sige Godnat til
Dig. — Glem mig ikke, det skal vcere min eneste
Bon. —— Om der gaaer Aar og Dag hen, jeg
kommer nok tilbage, naar Vorherre giver bedre Tider.
Glem mig bare ikke! — Tys, Hunden halser, og
jeg horer Hesten vrindske. —— De ere ude efter mig,
de Hallunkerl —- Jeg maa afsted. Jlse, søde Jlsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
