Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
De har savner den? —- Nei, stir ikke saadan paa
mig, der er andre Øine vaagne end vore, hvorfor
ryster De saa saare? — kom og tag mig under
Armen. Nu er Timen kommen, da De skal vide Alt,
siden kDe selv har forlangt det. Jeg kjørte Post den-
gang for min Husbond, og jeg havde en Dag til
Passager en ung Loitnant, Landseneer, ligesom Hr.
Hagen, kjon at see til, ellevild og fuld af Spillopper;
han sang saa lang Dagen var, stoiede og trakterede
som om hele Verden tilhorte ham. Om Aftenen, da
vi kom til Bondens Gaard, hvor vi skulde tove til
nirste Dag, kalder han mig afsides og spørger, om
det itke var Daruin, den store Herregaard, vi saae
derovre. Jeg snarere jo og dermed giver han mig to
Soltidalere og gaaer sin Vei. Samme Aften blev
min ene Hest syg og jeg gik ned paa Engen udenfor
Darumgaard for at see til den. Det var en klar,
maanelys Nat, men ikke Vinter sont nu, Taagen steg
fra Markerne, det friske Græs duftede, og Solsorten
og Nattergalen sad og sang inde i Herregaardens
store Have, mens jeg stod udenfor og snakkede med
min syge Hest. Paa engang springer der En over
Havegjirrdet, en Mand i lyseblaa Landseneeruniform,
det var ham, Loitnanten. Han stod lidt og saae sig
om, derefter gav han sig til at floite og vilde gaa
igjen, men der kom en Anden hen imod ham, de talte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
