Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
red hun bort, som om hun ikke brød sig om at
vide mere.
Tjeneren var bleven holdende ved Indgangen til
Sletten, uden at give Agt paa Samtalen.
Men Taterkvinden blev staaende og saae efter dem.
Hun strakte Armen iveiret, hendes krogede Skikkelse
syntes at blive høiere og 1·nirgtigere, medens Solens
sidste Straaler lyste ned over hende. Hun udbrød
med en Røst, som gav Gjenlyd inde i Skoven, og
som syntes at vidne om en urokkelig Tro paa det,
hun sagde:
»Rid kun og smil kun! folg blot Stienl —
Jgjennem Mørket til Lyset! —- Ad den Vei rider J
jeres Lykke imode.«
Den Fremmede lod ikke til at give Agt paa disse
Udtryk, hun fortsatte sin Vei og forsvandt lidt efter
i Mørket mellem Trireriie
Hoffet boede dette Foraar paa Kronborg, hvis
Bygning var bleven fuldendt fem Aar iforveien.
Samtidig med Kronborg havde Frederik den Anden
bygget sig et mindre Slot, en Lystgaard, udenfor
Helsingør, paa Rniner af det gamle Karmeliterkloster.
Slottet kaldte han Lundehave. Det kom siden i
Familien Moltkes Eie, stod dernæst længe øde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
